Arbejderklassen og “røde” partier

2 - Otuzniak: Set udelukkende med positivistiske øjne, så har du helt ret. Kigger man på statistikker, tal, mål, leveforhold osv. så går det altsammen i en positiv retning.

Jeg er dog ikke enig i at vi faktisk har nået målet med at udrydde klasser, men de er blevet væsentligt mindre synlige med velfærdsstaten. Sat op mod USA lever vores fattige væsentligt bedre, og har på papiret flere muligheder, såvel som muligheder for at komme ud af fattigdom. Det er bare ikke helt så enkelt som man kan gøre det på papir.

Jeg er dybt uenig i at der nærmest ingen forskel er på rigest og fattigst dog. De mest socialt udsatte i Danmark lever i så horrible forhold at betegnelserne "Shit-life Syndrome" og "Survival mode" passer meget fint på dem. De er bogstaveligt talt i en position hvor det eneste de kan tænke er "Hvordan overlever jeg til imorgen?", hvilket er en af hovedsymptomerne ved "Survival mode". Ikke at være i stand til at planlægge frem i tiden, eller have muligheden for at tænke langsigtet, grundet ekstremt pres.
"Shit-life syndrome" er en betegnelse psykiatere adopterede, til den gruppe af patienter der fik selv psykiaterne til at tænke "Fuck. Dit liv er så nederen, at jeg på ingen måde kan se hvordan det skulle kunne blive bedre"
Det er et syndrom hvor det helt oprigtigt er en gyldig rationalisering at tage livet af sig selv.

Det virker skørt at tænke at klasser udelukkende handler om muligheder og økonomisk frihed, når der er mange andre aspekter der gør at man kan fungere i et samfund som idag.

Fukuyama kom med den påstand som kritik til postmodernisme, hvis jeg ikke husker helt forkert, hvilket passer meget godt med at han ser økonomisk liberalisme som det "rigtige". Med de tanker opstår der dog væsentlige problemer, fordi, man ligesom du gør her, fuldstændigt glemmer de mest udsatte, som ikke lige passer ind i rammerne.