Mister vi det, vi engang delte?

Kunstens fremtid i AI-tidsalderen: Mister vi det, vi engang delte?

Der var engang – og det er faktisk ikke så længe siden – hvor folk samledes i mørke biografsale på premieredagen og holdt vejret, når lyset dæmpedes. Uanset om det var Star Wars, Titanic eller Avengers: Endgame, så var det ikke bare en film, vi så. Det var et øjeblik, vi delte. Dage senere talte vi stadig om det – i bussen, på arbejdet, online. Den fælles kulturelle oplevelse, det dér “vi har alle sammen set den”-øjeblik, var en del af magien.

Men i takt med at AI udvikler sig eksplosivt, kan det øjeblik være ved at forsvinde.

Forestil dig en fremtid, hvor du ikke længere venter på, at en film udkommer. Du genererer den bare. Har du lyst til et sci-fi-epos med dine yndlingsskuespillere og præcis den følelsesmæssige tone, du er i humør til? AI kan skabe det for dig – med det samme. Musik, bøger, computerspil – alt skræddersyet i realtid til dine præferencer, dit humør og endda dine minder. Hver eneste oplevelse bliver en spejling af dit indre.

Lyder det fantastisk?
Det er det også. Og det er tættere på, end mange tror.

Men her er spørgsmålet: Hvad sker der, når alle får præcis det, de ønsker – og ingen to mennesker oplever det samme?

I en sådan verden kan idéen om fælles popkultur smuldre. I stedet for samtaler om den nyeste Netflix-serie, lever vi hver især i vores egne narrative universer. Ikke længere: “Har du set det seneste afsnit?” Men snarere: “Min AI lavede en film i går om tidsrejsende poeter, der kun taler i haiku – den var perfekt.” Spændende, men... umulig at relatere til.

Det her handler ikke kun om nostalgi. Det handler om forbindelse.

Fælles kultur har altid været en tråd, der binder samfundet sammen. Om det er et Beatles-album, finalen på Game of Thrones eller et Super Bowl-halvtidsshow – vi har brug for noget, vi kan pege på, tale om, huske. Når alt bliver unikt og personligt, risikerer vi at miste de fælles referencepunkter.

Bevares, personlig AI-skabt kunst kan demokratisere kreativitet. Det kan give mennesker redskaber til at udtrykke sig på måder, de aldrig før havde mulighed for. Og det er smukt. Men samtidig kan det også isolere os i vores egne perfekt designede verdener, hvor der er mindre modstand – men også færre mødepunkter.

Spørgsmålet er ikke, om den fremtid kommer – det gør den. Spørgsmålet er:
Hvordan bevarer vi glæden ved fælles oplevelser i en verden, hvor alting bliver skræddersyet til den enkelte?

Måske ligger svaret i balancen. I at huske, at de bedste historier ikke altid er dem, der er lavet til os – men dem, vi oplever sammen. Uperfekte, kaotiske og måske lidt ujævne – men fælles.

Og måske er det noget, som ingen AI nogensinde helt kan erstatte.